Verdensmesteren fra 1992 valgte Williams FW11B som sin favorit og forklarede, hvorfor Lotus 81B og 92 skadede kørerens selvtillid.
FW11B leverede kraft med fare
Mansell valgte Williams FW11B som den bil, han elskede mest. I kvalifikationstrim huskede han en effekt på omkring 1.500 hestekræfter. Tallet beskriver en æra, hvor turbomotorer producerede enorm kortvarig præstation, og kørerne skulle håndtere en bil, der kunne overmande den tilgængelige vejgreb.
Han beskrev også FW11B som en maskine, der så ud til at ville kaste køreren af banen. Den frygt var en del af tiltrækningen. En ren omgang gav øjeblikkeligt bevis på, at køreren havde kontrolleret noget usædvanligt krævende.
En mindre brændstoftank ændrede Williams-pakken
Brændstofgrænsen i 1987 faldt fra 220 liter til 195. Williams kunne bruge en mindre tank og lavere karrosseripakke, mens de fortsatte med Hondas RA167E-turbomotor. Ændringer i affjedringen understøttede den reviderede bil, men grundtanken forblev forbundet med den tidligere FW11.
Motoren arbejdede inden for den regulerede grænse på fire bar ladetryk og producerede bemærkelsesværdig kvalifikationskraft. Den præstation gjorde ikke bilen let. Køreren skulle stadig placere gashåndtaget omhyggeligt og forberede sig på en hurtig stigning i kraft.
| Bil | Mansells syn | Vigtig egenskab |
|---|---|---|
| Williams FW11B | Elskede | Ekstrem turbo-kraft |
| Lotus 92 | Hadede | Upålidelig aktiv affjedring |
| Lotus 81B | Hadede | Lang akselafstand modsatte sig drejning |
Lotus 92 skabte den forkerte slags overraskelse
Mansell brød sig ikke om Lotus 92, især ikke under det tidlige arbejde med aktiv affjedring. Han huskede, at systemet forårsagede ulykker, selv når bilen kørte i en lige linje. En driver kan ikke opbygge fart, når platformen ændrer sig på en måde, der føles uforudsigelig.
92'eren var en midlertidig løsning i 1983. Renault kunne i første omgang ikke levere nok turbo-motorer, så Lotus havde brug for en anden bil omkring Cosworth DFV. Det aktive system blev droppet efter to løb på grund af vægt- og pålidelighedsproblemer.
Den lange Lotus 81B nægtede at rotere
Den anden bil på Mansells negative liste var Lotus 81B fra 1980. Den brugte en akselafstand syv tommer længere end den normale version. Ændringen sigtede mod at hjælpe ground-effect-konceptet, men Mansell oplevede, at bilen ikke drejede hurtigt nok.
En modvillig front gør hvert sving svært. Driveren venter længere på rotation, bruger mere styring og kan miste linjen, før der sættes kraft på. Eksperimentet var ikke kun langsommere; det reducerede tilliden til bilens grundlæggende respons.
Kærlighed og frygt kan eksistere i samme racerbil
Mansells valg viser, at sværhedsgrad alene ikke gør en bil dårlig. FW11B var farlig og krævende, men dens respons gav mening, når han kørte den godt. Lotus-bilerne var svære, fordi deres opførsel forhindrede et konsistent forhold mellem input og resultat.
Denne forskel er central for driverens selvtillid. En vild bil kan være givende, når dens grænser er læsbare. En uforudsigelig bil forbliver ubehagelig selv ved lavere fart, fordi driveren ikke kan stole på den næste reaktion.
Minderne forklarer mere end en resultattabel
Mansell vandt senere verdensmesterskabet med Williams FW14B, men han valgte stadig FW11B som den bil, han elskede. Personlig forbindelse følger ikke altid den mest succesrige sæson. Lyd, kraft og udfordringen med en ren omgang kan efterlade et stærkere minde.
Hans negative valg kommer også fra de tidlige Lotus-år snarere end ét enkelt løbsresultat. Beretningen er sammenhængende: én Williams gav ekstrem ydeevne, som kunne forstås, mens to Lotus-design fjernede den tillid, der kræves for at angribe.
Valgene kommer fra Mansells egne minder, med teknisk kontekst leveret af Formula 1. De beskriver, hvordan bilerne føltes for ham; de er ikke en rangliste baseret kun på sejre, pole positioner eller mesterskabspoint.
Ingen kommentarer